Faren ved indavl

Skrevet af Ulrika Olsson ©
Oversat af Danielle Villefrance ©

Alle katteopdrættere er vidende om faren ved indavl. Vi har alle hørt om (og mange af os har måske selv set) det tragiske resultat af fordoblede skadelige recessive gener. En måde at undgå de skadelige recessive geners virke, er at udparre så meget som muligt. På den anden side, kan linien som du udparrer med bære præcis det gen som du forsøger at undgå.

Det er imidlertid helt muligt at udrense de genetiske fejl, selv i de mest indavlede linier. Forskere gør dette hele tiden; de har frembragt i hundredvis af mus, rotter og andre dyr, som er så indavlede at de er genetisk identiske. Hvert dyr i en af disse stammer er som enæggede tvillinger (bortset fra kønnet) til de andre dyr i samme stamme. Disse dyr bærer ingen sygdomsgener og de er ekstremt raske på alle områder undtagen et. De skal holdes i et næsten sterilt miljø, for deres immunforsvar er ikke kapabelt at bekæmpe en normal mængde sygdom.

”Immunforsvaret hos alle dyr er helt afhængigt af genetisk variation”.
Således skriver Dr. Heather Lorimer, Professor i Biologi og indehaver af Synergy siameser- og orientaler opdræt, i Maine Coon klubben MCBFA’s blad: The Scratch Sheet, vinternummeret 1991.

At indavl er farligt bygger altså ikke kun på at de skadelige recessive gener fordobles. Indavlen er i sig selv skadelig for immunforsvaret (med mere). Ved yderligere interesse anbefaler jeg at læse hele Dr. Lorimers artikel.

Et eksempel som Dr. Lorimer giver, er den udrydningstruede gepard. Hos geparder, som deltager i avlsprogrammer i fangenskab, har man problemer med at få unger i kullene og høj dødelighed i kuldene. Geparder har også vist sig at være meget modtagelige for FIP (eng. Feline Infectious Peritonitis). De fleste katte som udsættes for virus som kan forårsage FIP bliver inficerede. Men mindre end 10% af disse katte udvikler siden hen FIP, som sædvanligvis er dødeligt. Geparderne derimod, har 50% dødelighed blandt de dyr som udsættes for viruset.

Geparden er meget indavlet. De er så genetisk lig at man kan tage væv fra en gepard og transplantere på en gepard som kommer fra et helt andet sted, uden at vævet frastødes. Dette kan normalt kun ses ved enæggede tvillinger. På en tidspunkt i historien må gepard-populationen i verden have bestået af så få individer at deres genetiske variation praktisk talt helt forsvandt. Som et resultat af dette er geparden nu truet af udryddelse.

Ifølge Per-Erik Sundgren, genetiker og statsagronom ved Sveriges landbrugsuniversitet i Uppsala, er visse hunderacers livslængde forkortet med ca. 4 år på grund af indavl. Det viser sig ved kræft, som på grund af det ødelagte immunforsvar ikke kan bekæmpes på normal vis.

Som katteopdrættere må vi være meget forsigtige med hvordan vi avler, så vi ikke fikserer alle gener i vores forsøg på at fiksere typen på vore katte. Det er jo bare en lille del af generne som styrer de race-typiske egenskaber på vore katte. Til sammenligning kan siges at 98,5% af menneskets genes er identiske med chimpansens! Dette giver et billede af hvor stor en del af generne som skiller for eksempel en perser fra en siameser, eller en norsk skovkat fra en maine coon. Typen bør derfor ikke fikseres ved hjælp af indavl, men ved i stedet at anvende ubeslægtede dyr med lignende udseende. Som Dr. Lorimer skriver. Husk at du ikke mister type ved en udparring, med mindre katten som du udparrer med mangler type.

Maine coonens baggrund
Dag nutidens maine coon findes en ganske stor mængde novicegodkendte katte (eller med andre ord, jeg plejer at kalde dem for stamkatte). Især i 1960- og 1970erne blev der registreret nye stamkatte, som kom til at lægge grunden for linier som Harobed, De Richelieu, Yankee Cats, Heidi Ho, Highmeadow/Kent, Pupuli, Haven-wood, Onat, Sundar, Tati-Tan, Illya, Family Zoo, Tesora, Mladia, Abnaki, Cauldron, Cork, Le Beau Minu/Mountwiew, Stasia’s Dream. Whittemore, Tamarack og mange flere. Flere af disse stamkatte blev indavlet fordi man ville kontrollere om de bar på uønskede anlæg.

Dette kan få os til at tro at vi har en bred avlsbase, men desværre er det ikke tilfældet. Det skyldes at visse stamlinier har været anvendt i meget større udstrækning end andre. Visse stamlinier er til gengæld næsten forsvundet.

Heidi Ho-linien
Heidi Ho opdrættet startede i begyndelsen af 1970erne. Mary M. Condit eller Connie som hun kaldes, tog sig af en lille kattekilling fra et kuld som en strejfer fødte på hendes arbejde i april 1969. Kattekillingen var den eneste langhårede i kuldet, hvor moderen var korthåret. Denne kattekilling registreredes med tiden som Andy Katt of Heidi Ho. Siden hen fandt Bonnie Rich (De Richlieus opdrættet) en hun som var lige så gammel som Andy. Hun blev registreret som Bridget Katt of Heidi Ho.

Connie Condit parrede de to katte. Blandt afkommet var blandt andet Heidi Ho Fanny Abigail, Heidi Ho Heather, Heidi Ho Henry Sayward, Heidi Ho Jason Katt, Heidi Ho Moll Stark, Heidi Ho Seth Parker og Heidi Ho Zacharius P. of Sundar. For at kontrollere den kommende linie, parrede Connie to søskende – Heather og Henry Sayward – med hinanden. Siden tog hun en hun fra kuldet – Heidi Ho Henrietta - og parrede hende med sin far. I dette kuld fødtes en af racens mest indflydelsesrige hanner, Heidi Ho Sonkey Bill.

Sonkey Bill var en imponerende han, stor og med meget pels. Han havde også, ligesom de fleste af Heidi Ho-kattene, arvet Andy’s vilde udseende, det som amerikanerne i dag kalder for ’feral look’. Han blev hurtigt populær som avlshan. Connie selv købte nu en hun fra en anden opdrætter, Tanstaafl Polly Adeline of Heidi Ho. Polly Adeline’s stamtavle indeholdt rundt regnet en fjerdedel Heidi Ho, knapt halvdelen var fra Tati-Tan og ca. en fjerdedel var fra Whittemore-linien.

Som et resultat af Heidi Ho liniens popularitet gennem 1980erne (og frem) består nu ca. 40% af den samlede genpool i verden af gener som kommer fra Heidi Ho linien, det vil sige Andy Katt og Bridget Katt. To katte født i 1969 står altså for over en tredjedel af generne i vore moderne maine coon! Der findes visse variationer, men det er i dag meget svært at finde katte med mindre end 20% Heidi Ho i stamtavlen. Selv det er selvfølgelig for meget, men sket er sket. Det er næppe muligt at reparere det skete fuldstændigt. Det er dog stadig muligt at finde katte med 25-30% Heidi Ho bag sig, men andre nutidige linier kan indeholde så meget som 45-50% Heidi Ho.

Når det gælder klonerne står de for angiveligt 35% af genpoolen internationalt. Dette tal varierer stadig en hel del fra kat til kat, eftersom de ligger nærmere i tid end Andy og Bridget. Men der findes næppe en ukastreret maine coon i Sverige i dag som ikke har en af klonerne bag sig. Variationen er dog stor, fra nogle enkelte procent til over halvtreds procent.

Dauphin de France		Tatiana of Tati-Tan

Andre kendte stamkatte.
Den tredje mest anvendte stamkat i racen er Dauphin de France og Tatiana of Tati-Tan, født i maj 1967. Dauphin står for ca. 15% af generne i racen. Til forskel fra Andy Katt og Heidi Ho og Bridget Katt og Heidi Ho anvendes Dauphin i mange forskellige kombinationer.

Hvordan avler vi egentligt?
Hvordan kan det så være at visse katte og linier er blevet så overrepræsenterede i vore stamtavler mens andre næsten er forsvundet? Det går ikke at beskylde nogen eller nogle enkelte opdrættere for at der er blevet sådan. Connie Condit kunne jo næppe forudse hvor dominerende kattene fra hendes opdræt skulle blive. Og hver enkelt opdrætter som købte en klon til avl kan ikke lastes for det som er sket, for på den tid fandtes der også katte af andre linier i avl, så der var ingen grund til bekymring. Men siden har indflydelsen fra disse katte steget generation for generation og ingen lagde mærke til det førend over-anvendelsen var et faktum. Man havde helt enkelt ikke overblik over situationen.

Per-Erik Sundgren har lavet beregninger på forskellige hunderacer her i Sverige. Resultatet blev at end ikke i de store racer avler man med effektive populationer på over halvtreds hunde. Såfremt racen er stor (antallet af registrerede hvalpe pr. år) selekterer man bare desto hårdere. For eksempel kan nævnes ruhåret gravhund, en af de større racer i antal. For nogle år siden var en hanhund og et par af hans sønner, far til 30% af alle registrerede hvalpe på et år! Dette leder naturligvis til indavl i fremtiden. Vi katteopdrættere avler på lignende vis.

Vi har altså, også i senere generationer avlet med alt for meget af alt for få individer, således at maine coonen i dag er en ganske indavlet race. Og endnu har vi ikke lært noget! Opdrættere verden over er stadig ude efter de mest kendte linier, som dermed får stor indflydelse i avlen mens de mindre kendte linier spredes og næsten forsvinder. Vi selekterer altså mellem linier og ikke indenfor linier. Det er ikke de bedste indenfor hver linie som går videre, men snarere do gode og rimelig gode fra de ’bedste’ linier som går videre.

Hvis vi fortsætter på denne måde med at overanvende visse linier, således den effektive population til stadighed er for lille, så vil andelen af fordoblende gener at øges for hver generation, samtidig med at andre gener forsvinder ud af genpoolen. Og til sidst går man over grænsen og problemerne begynder at vise sig i form af arvelige sygdomme af forskellig karakter, svagt immunforsvar, kræftsygdomme m.m.

Hvad kan vi gøre nu?
Det vi nu kan gøre, for i videst mulig omfang at reparere allerede begåede fejl, er to ting:

- Vi kan forsøge at beskytte det som findes tilbage at andre gamle linier ved at anvende katte med lavere andel af, frem for alt de to Heidi Ho-katte og klonerne, men også Dauphin de France og de to andre katte nævnt ovenfor.

- Vi kan parre med de udparringslinier som findes. Der findes opdrættere som avler med de sædvanlige linier, men som har anvendt en huskat som stemmer overens med maine coon standarden til kontrolleret avl. Dette kan give et vist tilskud af nyt blod. Men der findes også opdrættere som har frembragt hele linier som er helt ubeslægtede med de ’sædvanlige’ maine coon. Eksempel på sådanne linier er Dirigo, Choate, Kriscaj/Kris-Ki, Whales Back og Firestar.

Til Sidens Top

Hjem